Billedhuggeren Pontus Kjerrman trækker hesten ad nye spor

Tekst: Ole Henrik Sørensen. - Januar 2010


Pontus Kjerrman - Hesten.

Pontus Kjerrman fabulerer ofte over hesten.
Her udsnit af Hesten - udgivet af Politikens Galleri.

Hest eller ej

- Er det en hest, tænker jeg, første gang Pontus Kjerrman’s skulptur Hesten, dukker op på min nethinde. Vi, der kommer på galopbanen ved bedre, ikke? Eller hvordan? Skal en hest, gjort af alt andet end kød og blod, nødvendigvis ligne en hest? I kunstens navn skal man finde sig i meget. Spørgsmålet er, hvor vidt kunstneren driver gæk med en, ja ligefrem gør nar, eller der gemmer sig dybsindige overvejelser, som retfærdiggør kunstværket? Det vil denne lille tekst om Pontus Kjerrman’s tilgang til hesten forsøge at komme ind på. Trofaste læsere vil vide, at www.davincico.dk også skriver om hesten i kulturhistoriske sammenhænge. Som daglig læser af dagbladet Politiken, er skulpturen jævnligt siden 1997 dukket op i dagens avis, masseproduceret og til salg for en beskeden sum, udgivet af Politikens Galleri. Med årene er jeg kommet til at holde af den, og konstaterer i dag (2010) at Hesten er udsolgt. Den har til gengæld fået en afløser – Du og jeg - gensidig respekt.


Pontus Kjerrman - Du og jeg - gensidig respekt

Pontus Kjerrman - Du og jeg - gensidig respekt

I nærkontakt med Hesten

For år tilbage anskaffede jeg mig selv en stor udgave i gips af Hesten. Vi er siden da de bedste venner. Af og til tillægger jeg den egenskaber, som er ude af trit med almindelig sund fornuft. Som den står der på reolen og skuer ud i rummet med et tankefuldt blik, indbyder den til en fortrolig snak. Den slags tosserier kommer naturligvis ikke af sig selv. Man påvirkes. I dette tilfælde af Politikens kunstskribent Peter Michael Hornung. Han skriver bl.a.:


"… Der er altid væsener i hans univers, som man kan identificere sig med. Og desuden fornemmer man en fortælling, en uudgrundelig og åndelig historie, som man selv kan digte videre på, ligesom man drømte videre på en drøm, man havde fået betroet af andre. Den lille figur med hestehovedet er lukket om sine egne tanker, og det kunne umiddelbart se ud som om den er faldet i staver. Men den falder ikke nogen steder: for blokken støtter den. Sammen udgør de en lille meditativ platform, en rasteplads for tanken".


- Ja, det er godt med dig. Og ih, hvor du kan, tænker jeg, og prøver samtidig at forstå den dybereliggende betydning: 'En lille meditativ platform', hævder kunstkritikeren. Med tiden tilnærmer jeg mig ideen om, at figuren er bærer af noget usædvanligt, bare man går med på tanken. At den samtidig har menneskelignende træk, gør den uhyre sympatisk, synes jeg. Dagligt møder mit blik Hesten. Den ser altid lidt væk, vil ligesom ikke mødes blik til blik. Jeg accepterer, at den befinder sig i sin egen verden, at den er uden for rækkevidde. Alligevel sanser jeg dens behov for at vække opmærksomhed, og være i centrum. Der er øjeblikke, hvor mand og hest er på vej til at være ligeværdige samtalepartnere. Klart nok holder man det for sig selv.


Pontus Kjerrman: Hesten, en storebror til Politikens udgave

Pontus Kjerrman Hesten, en storebror til Politikens udgave.

Det er lidt som at stå foran en levende hest, og tale til den. Der er dage, hvor man har brug for en neutral samtalepartner, og hestefolk ved bedre end andre hvor befriende det kan være at betro sig til firbenede venner. Interessen for Pontus Kjerrman’s kunst tog fart i sommeren 2009, da Da Vinci & Co. blev inviteret til ny udstilling på Galleri Brantebjerg, Nykøbing Sjælland. Kunstneren var selv til stede. Vi faldt straks for en stor Liggende hest i sten, købte den på stedet, og havde efterfølgende glæde af at tale med kunstneren.


Liggende hest. Skultpur af Pontus Kjerrman. Foto Ole Henrik Sørensen

"Liggende hest". En tilsvarende i bronze er opstillet i
Landbohøjskolens Have, Frederiksberg. Foto: Ole Henrik

Tillagt menneskelige følelser

Vi spurgte, om han virkelig mente, at det var en hest? Han svarede, at syntes man at skulpturen mere tager sig ud som en kat eller en hund, så var det for ham til at leve med. Det underbygges i et interview med Lisbeth Bonde på www.kunstonline.dk:


” … Det er afgørende, at mine figurer har deres egen anatomi, at de ser overbevisende ud, at de ser ud til at kunne bevæge sig. Mine figurer findes ikke i den virkelige verden, så de har per definition deres egen anatomi, som jeg er ved at udforske. Jeg kan godt lide tanken om, at man vil finde en lille krukke eller en hest om 5000 år og vide, at min besked går videre.”


Kjerrman bruger ofte dyrefigurer for at skildre menneskelige følelser. De repræsenterer stærke kræfter i det samlede værk. Hesten og katten er blandt de udvalgte, hvor hesten symboliserer det maskuline, og katten det feminine. Sam- og modspillet imellem de to køn er en vigtig kilde til forståelse af hans kunst:


”... Da jeg kom til København, ville jeg gerne lave noget realistisk kunst, der handlede om mennesker. De udtrykte deres smerte og ulykke, og de optrådte i alle mulige situationer. Jeg havde lyst til at lave en mand, der udleverede sig selv. Men det blev så tungt, at jeg ikke en gang selv kunne bære det. På en eller anden måde blev disse problemstillinger stille og roligt transformeret til dyr, hvilket gjorde det nemmere at bære. Der kom en afstand til, og det hele blev mere venligt. I lang tid blev jeg imidlertid sur over, at folk opfattede mine ting humoristisk, for det var ikke meningen. Det var faktisk alvorligt ment. ” Kilde: www.kunstonline.dk v/Lisbeth Bonde


Med andre ord skal man lade være med at binde sig fast på forestillinger om hvordan en hest skal se ud, når den bliver formet i kunstens navn. Det må være kunstens privilegium at lege med os, at føre os på afveje, og åbne for nye fortolkninger. Den Liggende hest fylder os fortsat med forundring, glæde og eftertænksomhed, for har man tilbøjelighed til at dvæle ved det uforudsigelige, så er Pontus Kjerrman god til at lede på rette spor. Vi er overbeviste om at vi ikke har købt ’katten i sækken’. Og at vi har fået en ny ven, som indeholder alt det, vi tror på – gensidig respekt, tillid og indsigt. Og at Pontus Kjerrman er en helt usædvanlig person i dansk kunst, indvandrer fra Sverige, er en kendsgerning.


Hest som nyder stilheden

Også i sit hjemland Sverige, har Pontus Kjerrman bidraget med væsentlige kunstværker. Mesterværket gengivet nedenfor er en udsmykning for Mun-H Center/Ågrenska, Hovås, nær Göteborg.


Hest som nyder stilheden. Udsmykning af Pontus Kjerrman for
Mun-H Center

Hest som nyder stilheden, opstillet Mun-H Center/Ågrenska, Sverige.
Fotograf: Pontus Kjerrman

Faktaboks Pontus Kjerrman
Født 1954 Göteborg, billedhugger, maler, grafiker.
Uddannelse Kursverksamhetens Konstskole, Göteborg 1977-78
Houvedskous Skulpturskole, Göteborg 1978-79
Det Kongelige Danske Kunstakademi 1979-84.
Repræsenteret:
Statens Museum for Kunst, Kbh.
Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg
ARoS Aarhus Kunstmuseum
Sønderjyllands Kunstmuseum
Kunstmuseet Køge Skitsesamling

For udførlig information om Pontus Kjerrman: Se kunstnerens hjemmeside


  • Til toppen